Navnet

Det rigtige navn er altid en udfordring. Som titlen til en film, skal det på én gang være fængende i sig selv og samtidig indfange essensen af hvad man vil fortælle.

Jeg havde arbejdet med navnet i lang tid og var frustreret over ikke at kunne ramme hovedet på sømmet, indtil den dag, hvor jeg i forbindelse med udviklingen af spillefilmen CAIRO, så Fatih Akins sublime ”Gegen die Wand”

I en fængende montage ser vi hovedpersonen Cahit, banke løs på et udbrændt klaver til Talk Talks inciterende og stærke sang ‘Life is What You Make it”.

Scenen og sangen rungede efterfølgende længe i mit hoved og bragte mig hele tiden tilbage til tanken om, at hvis man vil udrette noget her i livet, må man gribe mulighederne og selv skabe det. Derfra var det såre simpelt.

Jeg vil gerne skabe film. Mit firma skal hedde Film Maker.