Verdensmesteren

Danmarksmestren_870x500px_01

Synopsis
VERDENSMESTEREN er inspireret af den sande historie om speedwaylegenden Hans Nielsen, der som 16-årig vokser op på en nedslidt gård, i flækken Brovst, i Nordjylland. Hans’ store passion er at fikse gamle knallerter og køre ræs i den lokale grusgrav og det står tidligt klart, at han er et gudsbenådet naturtalent på to hjul. Derhjemme på gården finder han dog ingen opbakning. Hans’ far Holger kæmper en ulige kamp mod alkohol og gør alt hvad han kan, for at holde sine børn nede. Hans nægter dog at ende som sin far og med 50 kr. i baglommen, vender han Danmark ryggen og trækker cyklen om bord på færgen til England for at køre som professionel. I England møder Hans speedway-idolet Ole Olsen, som for en stund bliver den faderfigur han altid har savnet. Da Hans’ talent begynder at skubbe Ole ud af rampelyset, sætter speedwaykongen dog alt ind på at holde den unge stjerne fra sejrskamlen. Det bliver begyndelsen på en legendarisk rivalisering, som bringer Hans på kollisionskurs med den DNA, som indædt forsøger at indhente ham.

VERDENSMESTEREN er fortællingen om den forsagte knægt fra Brovst, der trodsede alle odds og blev verdens mest vindende speedwaykører nogensinde.


Statement
”Bag hvad der måske på overfladen føles som en ‘sportsfilm’, gemmer sig en langt større og langt mere sårbar historie. Historien om en dreng, der er opvokset i et miljø, hvor opbakning er en sjælden vare. Hvor det ‘at have talent’ bliver en trussel mod en orden der fordrer det jævne. Dette er historien om en dreng der trodser dette. For mig er det naturligvis en hyldest til Hans Nielsen, ja, men mest af alt en hyldest til at turde tro på sig selv!” – Søren Balle

Info
Titel: Verdensmesteren
International titel:  The Champion (working title)
Format: Spillefilm
Projektets status: Udvikling
Instruktør: Søren Balle
Manuskriptforfatter: Christoffer Örnfelt & Joachim Nielsen