Glaspigen

Synopsis
Som seksårig lider Lula et frygteligt tab, da hendes far omkommer i en tragisk brand. Det sidste minde, hun har af ham, er en lille glaskugle samt hans fortælling om, at kuglen giver hende beskyttende kræfter, når hun er bange. 7 år senere er Lula en introvert, hætteklædt outsider, som dagligt slås med tabet af sin far. Hun terroriseres i skolen af de populære ”porcelænsdukker” og isolerer sig ellers på sit værelse for at undgå kontakt med sin mor. En dag genfinder Lula ved et tilfælde den glemte glaskugle, og til hendes store forbavselse går hendes fars gamle historie i opfyldelse. Med kuglen i hånden får Lula overmenneskelige kræfter og med sine nyerhvervede evner, finder hun styrken til at trodse sine plageånder. Sideløbende hærger en seriepyroman i byen, som viser sig at have en helt personlig tilknytning til Lulas fortid. En ærkenemesis som må stoppes for enhver pris og som vil kræve al Lulas mod og kræfter at overvinde.


Statement
”Jeg har læst, elsket og dyrket superheltetegneserier og superheltefilm siden jeg var helt ung og jeg har altid elsket dem for deres evne til at forstørre og belyse helt almindelige dagligdagskonflikter fra nye vinkler.

”GLASPIGEN er historien om en teenager, der ligesom alle andre teenagere, føler, at verden er fuld af uforståelige uretfærdigheder – men som nu pludseligt får kræfterne og muligheden for rent faktisk at ændre de ting. Det er en fortælling, der bruger superkræfter, som analog for den udvikling man gennemgår, når man rammer puberteten. Pludseligt opfører kroppen sig anderledes. Den bliver ny og fremmed og nye tanker begynder at fylde i hovedet. Det er historien om en teenager, der på mange måder er fanget i sit eget liv og er blevet enormt vred på det. Superkræfterne er en vej op og ud i lyset – en chance for at realisere sig selv. Stå for noget. ”
– Cav Bøgelund

Info
Titel: Glaspigen
International Title: The Glass Girl
Format: Animeret kortfilm
Projektets status: Udvikling
Instruktør: Cav Bøgelund
Manuskriptforfatter: Søren Grinderslev