VÅBENBRØDRE

Synopsis
VÅBENBRØDRE fortæller historien om Ørn, en dansk delingsfører i Afghanistan, og hans samarbejde med den lokale politikaptajn, Fareed. På tværs af de kulturelle og sproglige skel, kæmper deres mænd side om side for at forbedre sikkerheden i den krigshærgede region, men da en af de afghanske betjente pludselig vender sit våben mod danskerne og trykker af, bliver samarbejdet og det spirende venskab mellem de to ledere sat på en skæbnesvanger prøve. Før nogen når at reagere er forræderen stukket af, efterladende Ørn såret på jorden og hans tolk dræbt. Ørn sendes hjem til Danmark, men så snart såret er helet, vender han tilbage til Afghanistan, stålsat på at fortsætte arbejdet, som om intet er hændt.

Statement
”VÅBENBRØDRE er først og fremmest en film om mennesker og hvad der sker med dem, når de udsættes for de forhold, som indsatsen i Afghanistan indebærer. Det er en hård, ærlig og brutal film om tillid og tabet af samme. Det er en film om venskab, broderskab og liv og død. ”
– Cav Bøgelund

Info
Titel: Våbenbrødre
International titel: Brothers In Arms
Format: Animeret kortfilm
Projektets status: Fuldendt
Instruktør: Cav Bøgelund
Manuskriptforfatter: Christoffer Örnfelt